|
|
| |
|
|
|
| |
Burkina Kontakt 66 dec./jan. 2004/05
Indhold
Lige før afgang
Af Thyge Christensen
Venskabsmission: Boldspil og glæde - rapport fra Tikaré
Af Per Borello
At samarbejde om udvikling
Af Thyge Christensen
Krisen i Elfenbenskysten
Af Estelle Fanjoud
Takkebrev og informasjon frå Jordbruksprosjektet
Af Inge Marie Silli
Marionetten i skole og uddannelse
Af Paul Kaborée
Partnerskabsaftale med Burkina Faso
|
s. 3
kk
s. 4
kk
s. 6
kk
s. 8
kk
s. 9
k
s. 10
k
s. 16 |
|
|
|
|
|
|
Venskabsmission: Boldspil og glæde - rapport fra Tikaré
Af Per Borello (redigeret af Kirsa Kjærgaard)
For små 5 år siden fik Græsted-Gilleje en venskabskommune i Burkina Faso. Kommunen og byen, der hedder Tikaré, modtog i foråret 2003 en container med mere end 100 fodbolde, håndbolde og volleybolde, samt sportstøj.
Giver det mening at sende idræts- og boldspilsudstyr til en by ude i bushen syd for Sahara, når man der ikke havde hverken sportsklub eller i det taget organiseret idræt? Det blev inspirationen til projektet ”Boldspil og glæde” som her skal berettes om. Projektet fandt sted i november 2003. Dets skabere og deltagere var: lærere Line Schmidt, Lisbeth Alling, Søren Nyvad, børne- og ungekonsulent Flemming Larsen og venskabsbykoordinator Per Borello.
Den daglige virkelighed
Det er nærliggende at beskrive hele turen som et stort somme tider bevægende højdepunkt, men lad mig bevare benene på jorden og i stedet mere nøgternt forsøge at beskrive den daglige virkelighed.
Skolen har 700 elever nogenlunde ligeligt fordelt på piger og drenge, og en mandlig sportslærer. Efter det første konkrete møde med vore to tolke samt idrætslæreren stod det os hurtigt klart, at det var helt ubegrundet, når vi havde frygtet, at de forberedelser, vi havde bedt om, ikke ville være på plads.
Alt var forberedt på bedste måde, de to træningshold fra Lycées 11. og 12. klasse bestående af 10 piger og 10 drenge samt andre praktiske ting var linet op, så vi kunne gå i gang med det samme. Og der stod de, de 10+10 drenge og piger - efter statistikken var 60 % af dem muslimer og 40 % kristne - og der var kun den forskel på dem og en dansk skoleklasse, at disse var fulde af entusiasme og gåpåmod, og så var de helt sorte!
Disciplin, engagement og kvindelig overlevelsesmekanisme
Træning af spring og fodboldøvelser lykkedes vældig godt, og alle vore elever har overrasket os. Overraskelsen er i bred forstand hele deres engagement, deres glubende interesse og deres disciplin. Ingen brok, ingen klager, ingen dum pjank, ingen pyller.
Pigen, der forstuvede sin ankel, kunne ikke mere, men gjorde store øjne, da jeg hentede et elastikbind, som Lisbeth lagde om hendes ankel og svang Dagen efter var hun forsigtigt med igen. Den pige, der fordi hun sparkede en ægte tåhyler med en bar fod, flækkede sin storetånegl, der blødte en del, var i gang igen kort tid efter, at hun havde fået skyllet blod og støv væk. Sådanne skader giver mindst et par ugers brev med hjemme fra, at Yvonne … osv.!
Disciplinen! De er så disciplinerede, så alt er fremskridt uden tab af tid og koncentration. Vi rejser ned til dem og underviser. Vi har sendt 7 40-fods containere med alt mellem himmel og jord, og de har brug for det hele. Kunne de dog bare fylde disse 7 containere med deres disciplin, koncentration, gåpåmod og entusiasme. Nej ikke 7, men gerne 700, hvis det skal forslå blot lidt i Danmark!
Volleyball er også på programmet. Vi har måttet forklare vore hjælpelærere/tolke, at vi prioriterer ros højere end skæld ud. Selv om drengene i formiddags tog ganske fornuftigt på spillet, så har de let ved at bruge alt for meget energi og for mange kræfter.
Pigerne har lettere ved at ramme balancen og elegancen i spillet, siger Lisbeth, men alligevel viste det sig svært for dem at få øje på den nødvendige spændstighed og intensitet i spillet.
”Der er egentlig ingen rigtige volleyballtalenter på holdet”, sagde Lisbeth, ”det er som om de synker ind i sig selv og drømmer og så skal vækkes, før de registrerer, at bolden er hos dem, men hvor er de dog lattermilde og søde.
” Vi har erfaret denne indadskuende fremmedhed hos andre kvinder her og har en anelse om, at det er en slags overlevelsesmekanisme, en slags defaitisme – en måde at overleve på? Det er nemlig alt for hårdt at være kvinde her.
Værdifuld synergi mellem det formelle burkinske og det uformelle danske
De 10+10 skal forsøge at lære videre til en gruppe fra 6.-7. Klasse, og det er svært. Vanskeligst er stadig volleyball, og især for pigerne.
Det burkinske samfund er, arvet som det er fra den franske kolonitid, meget stærkt lagdelt; pyramiden er spids og omgangsformerne er meget formelle. Helt ned til elevplanet hilser i hvert tilfælde de store drenge på hinanden med hånden, ligesom lærerne giver hinanden hånden hver dag.
En sådan formel omgangsform projekteres – alt andet ufortalt – nedad til undervisningsformen, hvor der er tydelig afstand til elevgrupperne.
Men så kom de uformelle danskere, der kunne pjatte med eleverne, måtte kaldes ved fornavne, og som ikke hele tiden skændte, men som roste og påskønnede. Men langsomt kunne vi spore en lille opblødning efter dansk mønster. Der kom glimt i øjnene og en begyndende gemytlighed, og måske øjnede vi også en større kampånd.
Vi er ikke i tvivl om, at der opstod en værdifuld synergi mellem det formelle burkinske (franske) og det uformelle danske, for da vi skulle arrangere workshop, viste det sig, at de elever, der skulle vejlede og træne de andre, blev respekterede.
Der blev lyttet, for nu var det ganske vist en kammerat, der var lærer, men det var også en instruktør. Ingen brok af den slags, vi kender til hudløshed i Danmark – øv, det er kedeligt – det har ringet – jeg gider ikke – Brian driller – o.s.v.; Kun lytten og accept.
Efterskrift
Hvis jeg skal beskrive vore oplevelser malende og kort, må det blive noget om mødet med et af verdens fattigste folk i Tikaré, der kæmper en ofte fortvivlet kamp for at komme videre under trange kår. MEN modbilledet er lige så virkeligt: Et folk, rigt på glæde, disciplin, talent og entusiasme. Et folk, der midt i dagens slid og slæb har overskud til med latter i fællesskab at overvinde det, en dansker ville synes var umuligt.
Vi er en stor oplevelse rigere, en oplevelse, der sætter spor; og som dagene går, bliver det tydeligere for os, at vi har fået noget med hjem, som er værdifuldt. Vi håber og tror, at vi også har givet vore venner noget, der er værd at leve på. Hvad det så er, det kan vi gruble længe over, men selvfølgelig er det først og fremmest den fysiske side, det sportslige, der forhåbentlig har rykket lidt. Men for mig er den mentale side mindst lige så vigtig, den side, der kan rummes i det lille ord HÅBET. Uden det bukker vi alle, uanset materiel standard, under. Burkina Faso betyder de retskafne menneskers land. Jeg tror, det er Tikarés befolkning, der er forbilledet!
Note:
Skolesystemet i Burkina Faso er opbygget efter den franske model. Børnene går i underskolen, primary school kalder de det, i 1.– 6. klasse. Børn og forældre skal selv skaffe alt, undtagen selve den rå bygning. Antallet af børn i hver klasse svinger mellem 50–80 elever. Det koster 37000 cfa-franc om året (ca. 370 kr.), og der er undervisningspligt. Tikaré har 3 underskoler A og B på 200 elever hver og C på 100 elever.
Hvis eleven ønsker at gå i secondary school eller Lycée skal han tage en eksamen, der viser han er kvalificeret til det. Lycée består af 7.-12. klasse og kan i 12. klasse efter ønske afsluttes med en Bac (studentereksamen). Godt og vel halvdelen af børnene stopper efter 6. klasse. Nogle er gået ud før, men det forfølges ikke. Skolepengene i Lycée er 11500 cfa (ca. 1150 kr)
|
|
|
|
|
|
|
|