En sådan formel omgangsform projekteres – alt andet ufortalt – nedad til undervisningsformen, hvor der er tydelig afstand til elevgrupperne.

Men så kom de uformelle danskere, der kunne pjatte med eleverne, måtte kaldes ved fornavne, og som ikke hele tiden skændte, men som roste og påskønnede. Men langsomt kunne vi spore en lille opblødning efter dansk mønster. Der kom glimt i øjnene og en begyndende gemytlighed, og måske øjnede vi også en større kampånd.

Vi er ikke i tvivl om, at der opstod en værdifuld synergi mellem det formelle burkinske (franske) og det uformelle danske, for da vi skulle arrangere workshop, viste det sig, at de elever, der skulle vejlede og træne de andre, blev respekterede.

Der blev lyttet, for nu var det ganske vist en kammerat, der var lærer, men det var også en instruktør. Ingen brok af den slags, vi kender til hudløshed i Danmark – øv, det er kedeligt – det har ringet – jeg gider ikke – Brian driller – o.s.v.; Kun lytten og accept.