Burkina Kontakt 68 okt. 2005

Indhold

Møder i glimt - Med kulturelle ceremonier i Vestafrika
Af Knud. B. Bach

Et kriseår
Af Thyge Christensen

Nye kommuner i Burkina Faso
Af Lars Engberg-Pedersen

Coleur Café
Fra Coleur Café

Hamadous bil
Af Eva Seidenfaden

Lamizanas død
Af Thyge Christensen

Københavns Internationale Dag
Af Ole Zethner

Høstdans i Niger grænseområdet Diapaga Gourmantche Land
Sammen med to amerikanske venner og en veninde fra Ghana havde vi kørt ca. halvanden dag fra Ouagadougou, før vi kom frem til Niger grænseposten, som lå 60 km inde i Niger territoriet. Men der stoppede turen, grænsegendarmerne nægtede at acceptere den amerikanske og den ghanesiske piges visa. Normalt findes der mange overtalelsesmuligheder, men denne dag var der ingen metode som hjalp, slukøret kørte vi tilbage ind i Øvre Volta.

Vi stoppede i en lille landsby for at diskutere situationen, vi have meget lidt lyst til at køre tilbage til hovedstaden. Efter lidt tid kom der en ældre mand i blå grand bou bou op til os, han præsenterede sig og inviterede os til at opleve landsbyens initierings og høstdans. Han kom med i bilen og efter et par kilometer på støvede stier var vi pludselig midt i dansen, musikken og støvet.

Mændene var iklædt dragter lavet af små bambusstokke og hatte med farvede bomuldstotter. De sang og dansede i ring til trommerytmen. En lokal troldmand gik rundt og nappede efter deltagerne med et afhugget hanehoved på en stav.

Efter en time stoppede dansen, derefter gik danserne i linie videre til den næste landsby. Det var en kort men meget spændende oplevelse og vi følte at efter denne oplevelse, kunne vi køre hjem til Ouagadougou.

Begravelses ceremoni for en høvding i Ganvie, Benin ex Dahomey
På en anden rundtur der gik fra Burkina Faso til Ghana, Togo, Benin, Nigeria og tilbage, 4.000 km, var der mange oplevelser, jeg vil fremhæve en enkelt.

Det var igen et grænseproblem, der satte tingene i gang, min norske kammerat Svein Per blev tilladt transit gennem Benin til Nigeria, men blev nægtet indrejse på tilbagevejen, angiveligt fordi Norge ikke var medlem af EF. Problemet var, at vi var nødt til at krydse Benin for at komme tilbage til Burkina gennem Togo. Efter tre timers særlige forhandlinger lykkedes det at få tilladelse på betingelse af, at vi kørte direkte non stop gennem Benin. Vi accepterede, men besluttede bevidst at snyde grænsegendarmerne med en smuttur til Ganvie, som er et fiskesamfund på 10.000 beboere, der bor i styltehuse ude i Ganviesøen.

Vi fik lejet en kano og kom frem til landsbyen Ganvie. Næsten samtidig med vores ankomst mødte vi en flåde af kanoer. Forrest var en kano med flag og råbere, derefter kom 20 kanoer med dansende fulde mænd, som næsten var i trance, men uden at falde overbord. Derefter kom 10 pyntede kanoer, i den midterste kano stod en udsmykket kiste omgivet af sørgende, de fleste var kvinder. Konvojen afsluttedes igen af en flagkano. Kanoflåden gled forbi os med sang dans og musik, det hele tog 20 minutter.

De afrikanere vi stod sammen med blev bange, da vi tog billeder og vi måtte gemme kameraerne. Da vi bagefter forhørte os, fandt vi ud af, at det havde været en ceremoni for høvdingen, som var død. Kvinderne i kanoen var hans mange koner. Det var et uforglemmelig skue, som havde passeret os.

Til Markedsfest hos Dogon folket i Mali men ingen hirseøl
På en anden tur sammen med min norske kammerat besøgte vi Timbuktu og flere steder langs Nigerfloden. På vejen hjem til Ouagadougou fra Mopti besluttede vi os til at tage en afstikker ved Bandiagara for at besøge Dogon folket. Det var lørdag og vi havde hørt, der skulle være et stort folkemarked.

Dogon folket har en meget særpræget kultur, de bor dramatisk i bjergkastningen Bandiagara, som adskiller højsletten mod Mali med den store burkinske savanne. Deres døde bliver begravet i huler højt oppe i klipperne. Deres bygninger har en egen stil, specielt kornmagasinerne har dekoreret udseende som menneskeansigter. I den nordlige del af Mali er flertallet af befolkningen konverteret til den muslimske religion, men Dogon folket har holdt fast ved deres oprindelige animistiske religion.

Vi kom frem til det store marked og fik lov at gå rundt og kigge, som vi ville. Der var fest og dans med lokal brygget hirseøl , men da vi ville købe lidt hirseøl, som blev drukket i kalabas skaller, fik vi nej.

Dette var noget specielt, da gæstfriheden står højt i Vestafrika. Til de andre begivenheder jeg har beskrevet, blev vi budt velkommen og fik næsten hædersplads, men ikke hos Dogon folket. Faktisk tænkte vi flere gange over dette afslag, men beundrede dem også for at sige nej til fortjenesten og holde sin del af festen for sig selv. Måske det også er derfor, de har været i stand til at fastholde deres kultur og religion.

Vi kørte 300 km til Ouagadougou og fik vores hirse øl.