Burkina Kontakt 70 juni 2006

Indhold

Et projektforslag

Venskabsforening - udvikling – undervisning - Oudalan - Burkina Faso
Af Thyge Christensen

School for Life - Ghana Venskabsgruppernes skoleprogram i Nord Ghana
Af Gunner og Lis Brandt

At arbejde på burkinsk - en personlig beretning om en interkulturel oplevelse
Af Mikael Westi

At holde fødselsdagsfest i Burkina
Af Vibe Skytte

Referat Generalforsamlingen 2006 - Nye og gamle kræfter i forening
Af Michael Westi og Elisabeth Sørensen

__________________________________________________________________________

Projektforslag

Mini-seminar om grundskoleuddannelse i Vestafrika.

Lørdag den 11. marts afholdt Venskabsforeningen et mini-seminar om grundskoleuddannelse i Vestafrika.

Baggrunden for seminaret er, at Venskabsforeningen for tiden overvejer at ansøge om midler til et projekt om efteruddannelse af grundskolelærere i Oudalan provinsen i Burkina Faso. Ønsket om et sådant projekt blev fremsat af provinsskoledirektøren i Oudalan, da han og skolelederen på Gorom Nord-skolen i september besøgte en række danske skoler.

Projektet går ud på at efteruddanne mere end 300 lærere i Oudalan, hvilket foreslås gennemført dels gennem seminarer i 3 hovedbyer i provinsen, dels ved pædagogisk rådgivning af lærerne i provinsens 72 skoler, både fagligt og socialt.

Projektet kan betragtes som en slags fortsættelse af ALPHA - projektet i 1990-erne, hvor der blev bygget/ istandsat omkring 30 skoler i provinsen.

På seminaret fortalte Thyge Christensen om det foreslåede projekt i Oudalan, Lis og Gunner Brandt fra Ghana Venskabsgrupperne i Danmark fortalte om ”School For Life” projektet, Martin Østergård fra Børnefondens fortalte om erfaringer fra efteruddannelse af lærere og endelig fortalte Rie Koustrup om Buerup og Gorom Nord skolernes venskabssamarbejde.

I dette blad kan du læse Thyges samt Lis og Gunner Brandts indlæg fra seminaret.

__________________________________________________________________________

Venskabsforening - udvikling – undervisning - Oudalan - Burkina Faso

af Thyge Christensen.

I Danmark kan enhver kalde sig psykoterapeut og efter bedste evne bidrage til andres personlige udvikling. Udvikling er som sådan ikke et fag, hverken når vi taler om den personlige eller om en samfundsudvikling. Det indbefatter adskillige faglige områder.

At blive klog på udvikling er noget så komplekst som at opnå forståelse for menneskelige, økonomiske, etnografiske og en række andre sammenhænge, så der opstår en positiv helhed. I vores sammenhæng naturligvis også pædagogiske.

Der er streg under ordene i overskriften, fordi det er nøgleord, når vi skal overveje, om vi kan bidrage i udviklingen af undervisningssektoren. Mere præcist hjælpe med, at lærerne i Oudalan får bedre mulighed for at tilbyde børnene en bedre skole.

Venskabsforening
Venskab er altid gensidigt, og jeg mener, det afgørende fokus for en venskabsforening knytter sig til det gensidige, og at nøgleordet er ligeværdighed. Spørgsmålet: Hvem fik ideen? er altid en god indfaldsvinkel, og det projekt, vi for tiden diskuterer (med hinanden og med skolefolk i Oudalan) har sin oprindelse i gentagne og ret præcise ønsker fra provinsen.

For mig er ligeværdighed det modsatte af teorier om, at det ene samfund generelt er mere udviklet end det andet og derfor kan hjælpe det mindst udviklede med at nærme sig egen standard. Ofte er lakmusprøven på ligeværdigheden svaret på spørgsmålet, om man kunne forestille sig, at rollerne var byttet om.

Et udviklingssamarbejde er altid fyldt med problemer og paradokser, som kræver kompromiser, men lige præcist omkring ligeværdigheden må man ikke gå på kompromis.
Undervisning i Oudalan
Hvordan kan man så vurdere behovet for at gå ind i netop undervisningen? Man kan naturligvis fotografere de overfyldte klasseværelser, med de mange elever pr. bog, den nedslidte motorcykel, som skulle bringe den pædagogiske rådgiver ud til skolerne. Lærerens situation i en kultur, der kan være ham lige så fremmed, som den er for en dansker, er sværere at beskrive kort.

Og mange gange glemmer man at tale om skolebespisning, selv om vi alle ved, hvad en tom mave betyder for indlæringsevnen. (Desuden har jeg har oplevet, hvordan over halvdelen af eleverne blev meldt ud af den glimrende skole i Bidi, da forældrene ikke kunne betale for transporten af skolemaden i kriseåret 2004-2005.) Skolens problemer er altså også knyttet til de klimatiske vilkår i Oudalan – og til forældrene kulturgrundlag.

Og dertil kommer f.eks. de dilemmaer, det indebærer for en mand som mig, der er opvokset med grundtvig-koldske skoleværdier, at støtte et system, der bygger på den formelle franske tradition. Jo, der er mange kompromiser at tage stilling til.

Burkina Faso
Man skal også huske, at undervisningssektoren i Burkina bygger på en historisk-politisk virkelighed. Vi opererer ikke i et tomrum. Tværtimod er skolen meget i fokus i disse år. Bl.a. Danida samarbejder med den burkinske regering i et forsøg på at styrke kvaliteten i den fortsatte satsning på at øge andelen af skolesøgende børn.

Et projekt skal forholde sig til disse rammer, men måske også til muligheden for at inddrage fornyelser, som ikke er med i de store officielle sammenhænge. Den amerikanske antropolog Ruth Benedict sagde engang: Vi ser ikke de briller, vi beskriver verden igennem. Også vores udgangspunkt som kultur er i spil i et samarbejde om udvikling.

Interkulturel kommunikation
En nyligt offentliggjort EU-undersøgelse af danskernes evne til at kommunikere konkluderer, at kun 13 procent af danskerne er dårlige til at kommunikere indbyrdes, 49 % decideret gode til det. (Det handler om evnen til at sende en besked og forstå den.) Derimod er kun 5 % af danskerne gode til at kommunikere interkulturelt, 66% decideret dårlige til det. (Dér handler det om evnen til at forstå det komplekse og kommunikere fordomsfrit med andre kulturer.)

Det er da værd at have med i sine overvejelser – måske ihukommende Bernard Shaws ord: Til ethvert kompliceret problem er der en enkel løsning, som er forkert.

Hvis nogen nu tror, at jeg tager afstand fra, at vi involverer os i et projekt, skal jeg minde om, jeg selv har bragt forslaget på bane. Jeg vil bare understrege, at den største risiko mod den type samarbejde er at tro, det er enkelt. At det er kompliceret, bliver det ikke mindre lærerigt af – for begge parter.

Projektet
Mere konkret: De ting, der diskuteres, er primært vores mulighed for at formidle økonomisk støtte til det program, der allerede er en del af provinsskoledirektoratets årsplan:

Gennemførelse af en fem dages pædagogisk konference i Oudalans tre ”circonscrip-tions” (skoledistrikter?) – Gorom-Gorom, Markoye og Déou. Konferencen bør i princippet gennemføres i skoleårets første kvartal. Den har et emne, som der arbejdes videre med i de enkelte lokalområder, hvor et antal skoler danner en GAP (groupe d’animation pédagogique), hvor lærerne mødes og diskuterer faglige og personlige problemer.

Dertil kommer den fortløbende opfølgning ude i de enkelte skoler, hvor de pædagogiske rådgivere skal støtte lærerne i deres undervisning og i samarbejdet med forældrene samt kontrollere, at de følger planen for årets undervisning. Når midlerne er små, ender det tit med, at kontrollen fylder uforholdsmæssigt meget i forhold til den faglige, sociale og menneskelige støtte.

Efter seminaret konkluderede generalforsamlingen, at vi ikke kan nå at iværksætte et projekt til skoleårets start d. 1. oktober, men vi ser positivt på muligheden for at være klar om ca. 1½ år.

En arbejdsgruppe arbejder videre med Franck Pondevie som kontaktperson. Mail: pondevie@webspeed.dk, tlf. 38 10 03 24