Burkina Kontakt 72 Dec. 2006

Indhold

Formandens klumme
Af Ole Zethner

Efter syndfloden
Af Thyge Christensen

Fattigdom er at lade hånt om menneskerettighederne
Interview med Monique Ilbondo 18. Okt. 2006 Af Chief Tekaya (oversat af Ole Zethner).

En rejseberetning
Af Morten Kuni

Vestafrikansk silke
Af Ole Zethner

La page en Francais
Af Franck Pondevie

_______________________________________________________________________

Fattigdom er at lade hånt om menneskerettighederne
Interview med Monique Ilbondo 18. Okt. 2006 Af Chief Tekaya (oversat fra engelsk af Ole Zethner).

Burkina Faso’s Minister Monique Ilboudo for Fremme af Menneskerettigheder opfordrer til en ny tilgang til at bekæmpe fattigdom i forbindelse med afslutningen på FN’s ti-år for Udryddelse af Fattigdom 1997-2006.

Monique Ilboudo påpeger: Indtil økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder modtager den samme bevågenhed som politiske og civile rettigheder bliver det meget vanskelig at komme fattigdommen til livs”.

Hvad mener De, er det vigtigste for Burkina Faso’s Ministerium for Fremme af Menneskerettigheder?

Ministeriet blev oprettet i juni 2002. Planen var at sætte fart på demokratiseringsprocessen og etablere en civil kultur, hvor det størst mulige antal burkinabé kan få indfriet deres rettigheder og udføre deres civile pligter. Men førend dette sker, førend man kan forlange rettigheder, er det nødvendigt, at folk uddannes om dem.

For at bidrage til udryddelse af fattigdom i regionen er UNESCO i gang med at udvikle et projekt – særligt rettet mod Vestafrika – som hedder ”den menneskerettighedsbaserede tilgang til fattigdomsbekæmpelse”. Hvad mener De om projektet?

Unesco ved, at vi i Burkina Faso var begyndt at bevæge os i den retning allerede førend projektet startede. Ved adskillige lejligheder – i mit lands Økonomiske og Sociale Råd (CES) og i FN’s Menneskerettighedskomite(UNCHR)- har jeg haft lejlighed til at fremsætte den opfattelse, at hvis vi ikke griber fattigdom an fra den menneskerettighedsbaserede vinkel, bliver det vanskeligt at behandle emnet.

Hvis vi virkelig mener, at skal folk have rettigheder - og deraf følgende pligter – så skal hver enkelt individ tage ansvar. Det betyder også, at udviklingsaktørerne - på det nationale såvel som på det internationale niveau – skal respektere værdigheden hos ”modtagerne” af disse rettigheder, samt anerkende, at der er ”skyldnere”, som skylder dem disse rettigheder. Dette kan gøres gennem ændrede holdninger, ved at genoprette de meget fattiges værdighed, ved ikke længere at betragte disse som uduelige og ved at holde de, som kan og skal ændre situationen, ansvarlige.

Til hvilken grad mener De UNESCO projektet hjælper Burkina Faso til at finde nøglen til dette emne?

Det hjælper os i det mindste til at trænge dybere ind i spørgsmålet. Og der har vi et andet behov, som skal mødes: Nemlig at blive i stand til at reflektere og fremsætte alternative måder til at finde en vej ud af fattigdom. Ikke kun at vente på at modtage løsninger og så blive bebrejdet, når de ikke virker. Projektet giver os lejlighed til at udvikle egne tanker.

Da projektet er sub-regionalt, har vi været i stand til at integrere vore synspunkter med synspunkterne fra Benin, Mali, Niger og Sénëgal på et møde, hvor alle disse lande var repræsenteret. Vore fem lande var i stand til at udtrykke deres respektive forståelse og idéer om emnet. Men det ser til at blive en ganske lang proces.

At få accepteret begrebet fattigdom som en overtrædelse af menneskerettigheder er bestemt vanskeligt, men jeg er sikker på, at det ville tillade vore lande at bevæge sig hurtigere fremad.

Hvorfor tror De, at det vil hjælpe afrikanske lande at bevæge sig hurtigere fremad, hvis fattigdom anerkendes som er et menneskerettighedsproblem?

Først og fremmest fordi det vil hjælpe med at identificere ”skyldnerne”. For det andet fordi, hvis Stater betragter kampen mod fattigdom som det vigtigste af årtusindets udviklingsmål, kan man ikke udføre en evaluering hvert femte eller tiende år uden at spørge, hvorfor disse mål endnu ikke er blevet nået. For det tredje, - og det er vigtigste punkt – fordi en menneskerettighedsbaseret tilgang til udryddelse af fattigdom beskytter folks værdighed.

I kampen mod fattigdom er værdighed af altoverskyggende betydning. I stedet for at bøje hovedet og resignere, føler folk, at de fuldt ud er medlemmer af samfundet og at de er i stand til at tage aktiv del i deres lands udvikling. Kampen mod fattigdom bør ikke ses som et godgørende eller filantropisk foretagende.

Ofre for fattigdom er mennesker med rettigheder, som allerede er skrevet ind i vores grundlov, i FN’s Charter og i mange internationale konventioner. Det eneste spørgsmål som vi burde stille er, hvordan disse rettigheder skal opnås? Men indtil det er anerkendt, at vi har retten til udvikling, og at økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er ligestillet med civile og politiske rettigheder, er der stadig langt at gå.

Hvordan forholder De Dem til Deres kritikere som hævder, at der er brug handling frem for eftertanke, når det drejer sig om udryddelse af fattigdom?

Simpelthen ved at sige, at du ikke kan sætte den ene fod foran den anden uden først at tænke. Ved at tænke sig om før man handler, sparer man kostbar tid. Spørgsmålet om folks trivsel er ikke bare økonomisk. Frihed, værdighed og borgeransvarlighed er alle afgørende faktorer. Hvis du behandler folk som uduelige, så føler de sig ude afstand til at kunne nå målene.

Hvis vi virkelig bliver enige om, at fattigdom er et menneskerettighedsproblem, ville vi gribe ansvarsaspektet an på en anden måde. For eksempel, hvis hver enkelt person føler, at solidaritet var en ret for den anden og en forpligtelse for ham eller hende selv, ville verden hurtigt blive et andet sted at leve i. Det er derfor fundamentalt at forandre den måde, kampen mod fattigdom gribes an på.

Hvis Burkina Faso valgte at øge sin forpligtelse til at angribe fattigdom ved en menneskerettighedsbaseret tilgang, ville landet så have midlerne til at føre en sådan politik ud i livet?

Burkina Faso er del af det internationale system. I den vestafrikanske region har landene underskrevet forskellige aftaler, som sætter dem i stand til at drage nytte af de statslige bistandssystemer. Disse aftaler redegør for strategier for kampen mod fattigdom, så det er ikke altid nemt at gå alene. Vi beder om retfærdighed og respekt for de påtagede forpligtelser.

Tag eksemplet bomuld: vores land sælger sin bomuld til så lav en pris, at end ikke de, som arbejder i markerne, får en hæderlig løn. Hvorfor? Fordi nogle lande – de som har gennemtvunget frihandel gennem verdenshandelsorganisationen WTO – subsidierer deres egne bomuldsdyrkere. Det er unfair. Og så kommer de samme Stater den anden vej rundt for at ”hjælpe” os med at bekæmpe fattigdom – betragter de os som tåber?

Af alle disse årsager må vores betragtninger om emnet udbredes så vidt som muligt. Hvis der var endnu flere, som finder den menneskerettighedsbaserede tilgang gennemførlig, vil det ændre udviklingspolitikkerne og vore prioriteringer vil blive fremmet. Gennem de senere år har folk talt om vedvarende menneskelig udvikling. Det er når udviklingspolitikker og handling kommer hele vejen rundt: de starter og slutter med de mennesker, som det drejer sig om. Det er sandelig vanskeligt, men ikke umuligt.

Ville det ikke være nemmere at beholde de nuværende udviklingsstrukturer, og prøve at forbedre dem?

Jeg tror det ikke. Når som helst en ny politik udformes, skal man planlægge fremgangsmåden. Hver enkelt person burde hjælpes til at forstå, at udvikling er et menneskerettighedsemne. I Burkina Faso ønsker vi at sætte en komité på benene med den særlige opgave at udvikle den menneskerettighedsbaserede tankegang, begyndende med produktion af materialer for forskere og journalister. Parallelt hermed ønsker vi også at indføre tilgangen i undervisningsmodulerne, både i det formelle skolesystem og de uformelle undervisningscentre.

I Burkina Faso, hjalp revolutionen i august 1983 os til at forstå betydningen af uddannelse i borgerskab og menneskerettigheder. Vi betragter inddragelse af borgerne som en afgørende faktor Det er pres fra borgere, der har bidraget til vort lands fremskridt hen ad vejen mod demokrati.

Hvordan mener De, at De kan bringe disse anliggender til verdenssamfundets opmærksomhed?

Hvis blot den opfattelse, at fattigdom burde tackles gennem menneskerettigheder, blev mere udbredt, nationalt såvel som i de andre lande i Vestafrika, der er engageret i processen, så kunne vi overveje og debattere lidt mere. Hvis vi kan få de vestafrikanske lande til at blive enige om denne tilgang, vil vi være i stand til at bevæge os hurtigere fremad.

Med en menneskerettighedsbaseret tilgang bliver vi nød til at gennemgå alle vores politikker, alle vores programmer og alt som har med landenes udvikling at gøre, med det formål at gøre respekt for menneskerettigheder til høj prioritet. Det vil kræve, at alt gennemgås for at rettighederne overholdes på alle niveauer.

Dette arbejde er faktisk grunden til, at nogle finder den menneskerettighedsbaserede tilgang temmelig skræmmende. Folk ønsker ikke altid at blive mindet om deres pligter overfor andre, som de måske hellere foretrækker at sympatisere med eller endda have ondt af. Men jeg ønsker at slå fast, at som individer og som Stater, er det særligt værdigheden, vi har brug for. Vi er ikke en sag for godgørenhed.

Monique Ilboudo er født i Burkina Faso. Hun har en doktorgrad i Jura og har undervist i privat lov på Ouagadogou universitet. Fr. Ilboudo var medlem af det Højere Råd for Information fra 1995 til 2000, førend hun blev Statssekretær for Fremme af Menneskerettigheder. I juni 2002, fik hun sin nuværende position som Minister for Fremme af Menneskerettigheder.

Hun er en aktiv menneskerettighedskampagnedeltager, især når det gælder kvinders rettigheder. Monique Ilboudou er også forfatter, og hendes værker (på fransk) betragtes som en vigtig del af Afrikansk litteratur: i 1992 modtog hun den Nationale Grand Prix for sin roman Le Mal de Peau (Èditions le Serpent à plumes, 2001) og hun har netop udgivet Droit de Cité, être fremme au Burkina Faso (Éditions du Remue.ménage, 2006).

UNESCO (Paris). Kilde: AllAfrica Global Media (allAfrica.com)