Det oprindelige navn, Øvre Volta, blev valgt af franskmænd, på baggrund af at portugisiske søfolk havde kaldt den store flod i det nuværende Ghana for Volta (Tilbagerejse). Det nuværende navn, Burkina Faso, stammer fra revolutionen i 1980’erne. Det kan oversættes (fra ord på landets to største sprog: mooré og djula) til Værdighedens Jord eller De ærlige (evt. oprejste) Menneskers Land. Tillægsordet og nationaliteten hedder på de fleste sprog burkinabè, en endelse fra det tredjestørste sprog, som er fulfulde.  På de skandinaviske sprog blev burkinabè dog til burkinsk/burkiner.

OPRINDELIG EUROPÆISK VIDEN

De første europæiske viden om det nuværende Burkina Faso nåede Portugals kong Johan d. 2

Voulet 20 mødre med spædbørn dræbe med spyd som straf for, at en landsby har ydet modstand mod den franske fremrykning og dens plyndringer. I løbet af 1898 er stort set hele det nuværende Burkina Faso besat, og franskmændene aftaler grænsen ned til Guldkysten (Ghana) med briterne.

KOLONIEN sidst i 1400-tallet. En af hans ambassadører havde besøgt Mali, bl.a. Timbuktu, og dér hørte han om mossiernes velorganiserede rige. Man nåede til den konklusion, at det måtte være en kristen enklave, og at ordet mossi var afledt af Moses. (Planer om at ”befri” mossierne, blev dog aldrig til noget.)

Den første europæer i det nuværende Burkina var tyskeren Heinrich Barth, da han nåede Dori i 1853. Andre cirka samtidige oplysninger stammer sydfra, ikke mindst fra det nuværende Ghana. Den første europæer der nåede mossiernes land, franskmanden Monteil i 1891, beskriver stedet som præget af velstand. Den senere koloni Øvre Volta dækkede grundlæggende tre områder, der ikke opfattede sig som hørende sammen – nemlig nomadekulturen i det nordlige Sahel-område, mossiernes dengang cirka syv århundrede gamle statsdannelse og de mange små etiske enheder i sydvest. I hele området bor der 64 folkeslag, som taler 60 forskellige sprog.

BESÆTTELSEN

1895-:

Yatenga-området i nordvest blev besat i 1895. Angrebet på Ouagadougou i 1897, anført af den franske officer Voulet, førte til kejser Wobogos flugt fra Ouagadougou og en fransk protektoratsaftale med hans afløser. Wogobos forsøg på guerilla-modstand mislykkes.

1911:

Det erobrede territorium gøres formelt til en del af Det franske Vestafrika (AOF).

1915-16:

Modstand mod koloniseringen og voldsomme repressalier mod de oprørske landsbyer koster tusinder af dræbte, særligt voldsomt i Dédougou (i det vestlige Burkina). Nær Yomboli (ca. 35. km. fra Gorom-Gorom) falder cirka 100 tuareger og 200 bellaer, bevæbnet med spyd og sværd, for franske kugler.

1919:

Øvre Volta får nu officielt status af fransk koloni, udvikler sig til at være leverandør af arbejdskraft for kystområderne.

1932:

Kolonien bliver igen opløst og fordelt mellem Elfenbenskysten, det nuværende Mali og Niger. 

1946:

Dannelse af det vestafrikanske parti Rassemblement Démocratique Africain (RDA).

1947:

Kolonien Øvre Volta genetableres.

1958:

Den 11. december bliver Øvre Volta til et selvstændigt land inden for det franske fællesskab

med Maurice Yaméogo som regeringsleder. Kejseren af Ouagadougou, Naaba Kougri, opgiver hurtigt et forsøg på at overtage magten

.

UAFHÆNGIGHEDEN

1960:

Den 5. august bliver landet uafhængigt og senere samme år medlem af FN. Yaméogo bliver statsoverhoved. Han forbyder de politiske partier – hvoraf de vigtigste er RDA (Lamizanas parti) og UNDD (Yaméogos parti) samt PRA, ledes af den kendte historiker Joseph Ki- Zerbo, og det venstreorienterede PCRV.

1966:

Lamizana styrter Yaméogo ved et militærkup efter folkelig opstand mod korruption og magtmisbrug. Forsøger siden flere gange at etablere et civilt demokratisk styre.

1969:

Starten på Fespaco-filmfestivalen.

1972:

Avisen l’Observateur (i dag l’Observateur Paalga) grundlagt.

1974:

Kulminationen af adskillige års tørke fører til en menneskelig og klimatisk katastrofe i det nordlige Burkina. Den første grænsekonflikt med Mali i november-december (se også 1985).

1977:

Ny forfatning vedtages ved folkeafstemning.

1978:

Lamizana vinder præsidentvalget.

1980:

Generalstrejke og Saye Zerbos militærkup. Politiske partier og især venstreorienterede grupper forbudt.

1982:

Zerbo styrtes og erstattes som statsleder af militærlægen J.-B. Ouédraogo.

REVOLUTIONEN

1983:

Fra januar 83 er Thomas Sankara premierminister. Den franske præsident Mitterands Afrika-rådgiver Guy Penne på uanmeldt besøg i Ouagadougou den 17. maj - samtidigt arresteres bl.a. Sankara. Blaise Compaoré undslipper og etablerer sig med elitetropper i Po. Den 4. august (se også 1960!) tager han magten ved et kup og overlader ledelsen til Sankara. Etablering af Det nationale Revolutionsråd.

1983:

Første SNC-kulturuge.

1984:

Øvre Volta skifter navn til Burkina Faso. Nyt flag og ny nationalsang – og en ny administrativ opdeling. Det officielle dagblad Sidwaya grundlagt.

1985:

”Julekrigen” om Agacher-området ved grænsen Burkina-Mali d. 14.-30. december.

1986:

Den internationale domstol i Haag afgør Agacher-striden.

DEMOKRATISERINGEN

1987:

Første Tour du Faso-cykelløb.

Den 15. oktober myrdes Sankara sammen med tolv nære samarbejdspartnere.  Blaise Compaoré overtager magten. Det nye styre kaldes i første omgang Folkefronten.

1988:

Første SIAO-kunsthåndværkermesse.

1989:

Officererne Lingani og Zonzo fra den oprindelige kvartet bag revolutionen henrettes, angiveligt for kupforsøg.

1990:

Afholdelse af den første nationale konference som overgang til ny forfatning.

1991:

Den nye forfatning indføres efter folkeafstemning (første valg i landet siden 1978). Blaise Compaoré valgt præsident - ved et valg, som oppositionen boykotter.

1992:

I maj afholdes valg til en lovgivende forsamling. Compaorés parti vinder 78 af 107 pladser. Mange statslige selskaber privatiseret.

1998:

Blaise Compaoré genvalgt som præsident. Mord på Journalisten Norbert Zongo fører til folkelig protest, både i ind- og udland. Nationalforsamlingen beslutter omfattende decentraliseringsprogram.

2003:

FN-rapport anklager Burkina for at virke som transitland for våben til part i Liberias borgerkrig. Der har tidligere være lignende rapporter i forhold til Angola og Sierra Leone.

2005:

Blaise Compaoré genvalgt.

2006:

Den værste oversvømmelse i Gorom-Goroms historie ødelægger i august 2006 cirka en tredjedel af byens huse.

2006 -:

Burkina/Blaise Compaoré optræder som mægler i konflikter i Elfenbenskysten og andre vestafrikanske lande.

2009:

10 % af Ouagadougous 1,5 mio. indbyggere mister deres bolig ved en oversvømmelse. Kun få menneskeliv går tabt. Både befolkningen og myndighederne får ros for den umiddelbare nødhjælp og genopbygningen.

2010:

En god høst giver pænt overskud på det nationale fødevareregnskab. Compaoré vinder præsidentvalget d. 21. november. Hed debat om han vil annullere grundlovens art. 37, der forhindrer ham i at stille op igen i 2015. Han har flertal i nationalforsamlingen til at gøre det efter forfatningen, men der er bred modstand mod en sådan beslutning. Uafhængighedsfesten (50 år) markeres d. 11. december, som er nationaldagen.

2011:

To sager, hvor henholdsvis politi og soldater har begået overgreb mod en civil, udvikler sig i forsommeren til voldsomme soldater-mytterier med plyndringer samt demonstrationer og strejker inden for skolesystemet. Mange af demonstrationerne vender sig mod straffrihed (for uniformerede personer eller samfundets spidser, der har begået ulovligheder), mod dyrtid og mod magthaverne med Blaise Compaoré i spidsen. Mytterierne stopper først, da eliteenheder slår mytteriet i Bobo-Dioulasso ned. 566 soldater afskediges og 217 arresteres. De oprindeligt skyldige i de nævnte overgreb straffes efter loven. Det lykkes at gennemføre eksamenerne i skolerne trods flere ugers afbrydelser af undervisningen. Høsten slår fejl efter en regntid med uregelmæssig regn og græshopper. International enighed om, at klimaforandringerne rammer Sahel-området hårdt.

2012:

Efter den fejlslagne høst og samtidigt med ankomsten af et stort antal flygtninge fra Mali er der udbredt sult i det nordlige Burkina. Burkinas præsident og udenrigsminister optræder på flere områder som mæglere i konflikten i Mali, ligesom Burkina har stået for logistikken i forbindelse med løskøbelse af adskillige europæiske gidsler. Den burkinske nationalforsamling vedtager en lov, der giver alle præsidenter fra 1960 og frem, altså også Blaise Compaoré, amnesti. Dette opfattes som første trin i en beslutning om at træde tilbage i 2015. Ved det kombinerede parlaments- og kommunalvalg den 2. december fik CDP 70 ud af 127 pladser i Nationalforsamlingen, hvad der kan betragtes som en sejr for oppositionen. Krigen i nabolandet Mali indebærer, at hvide mennesker forbydes adgang til det nordligste Burkina på grund af fare for kidnapning.

OPRØR MOD BLAISE COMPAORE

2013:

Planer om oprettelse af en andetkammer og om at ændre forfatningen, så Blaise Compaoré kan stille op til valget i 2015, vækker udbredt modstand og styrker oppositionen. Store dele af hans partis ledere går over til oppositionen. Rapperen Smokey og reggae-sangeren Sams’K Le Jah danner oppositionsbevægelsen Le Balai Citoyen.

2014:

Året er præget af store demonstrationer, hvor henholdsvis. præsidentens parti, CDP, og oppositionen viser deres styrke. Sidst i oktober forsøger CDP og støttepartier – på trods af protestdemonstrationer med hundredtusinder af deltagere - at gennemføre afstemningen, der åbner vejen for præsidentens opstilling i 2015. En velforberedt revolution, primært organiseret af bevægelsen Le Balai Citoyen og gennemført af unge mennesker, forhindrer afstemningen ved at brænde Nationalforsamlingen ned – og tvinger Blaise Compaoré til at gå af og flygte til udlandet. I november vedtages et charter om en overgangsordning. Den pensionerede diplomat Michel Kafando udnævnes til præsident, og han udpeger oberstløjtnant Zida til premierminister. Der er planlagt valg i november 2015, hvor disse to og mange andre involverede i overgangsstyret ikke kan stille op.

2015:

Blaise Compaoré bliver sigtet for bl.a. højforræderi, og den midlertidige nationalforsamling ændrer valgloven, så de, der har været impliceret i forsøget på at ændre forfatningen i 2014, ikke kan stille op. I september forsøger præsidentgarden (der i hele forløbet har chikaneret den politiske proces og nægtet at adlyde Kafando) militærkup under ledelse af general Diendéré. Efter at Le Balai Citoyen igen har mobiliseret befolkningens modstand, erklærer fagforeningerne generalstrejke, og endeligt afvæbner den regulære hær kupmagerne, og præsidentgarden opløses. Diendéré m.fl. arresteres. Det berammede præsident- og parlamentsvalg udsættes til d. 29. november. Der er planlagt kommunalvalg til d. 31. januar 2016, men det må sandsynligvis udsættes. I årets løb har der været tre terroristiske raids fra Niger og Mali med adskillige dræbte til følge: ved Tambao, hvor en rumæner blev kidnappet, samt ved to gendarmerier. Derfor fraråder Udenrigsministeriet rejser nær grænserne til flere af nabolandene. Efter en fredelig valgkamp vandt Roch Kaboré præsidentvalget i første runde. I 2013 grundlagde han sammen med bl.a. Simon Compaoré og Salif Diallo (alle tre oprindeligt spidser i CDP) partiet MPP, som desuden opnåede 55 af Nationalforsamlingens 127 pladser.

2016:

Den 15. januar rammer Al Qaeda-gruppen AQMI Ouagadougou med et terrorangreb, som koster cirka 30 dræbte. Der er flere mindre angreb nær grænserne til Mali finder sted. Det danske udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet.

Sigtelserne mod Blaise Compaoré, som nu har ivoriansk statsborgerskab, og mod formanden for den ivorianske for meddelagtighed i kupforsøget i september 2015 trækkes tilbage. Ministerpræsidenten i overgangsregeringen, Zida, flygter til udlandet efter afsløring af misbrug af sin stilling i forbindelse med køb af byggegrunde. Der er megen debat for og imod eksistensen af selvforsvarsgrupperne Koglweogo.

I maj afholdes kommunalvalg over hele landet, og overgangsperioden efter Blaise Compaoré kan dermed betragtes som afsluttet.

2017:

Terrorangreb på restauranten Aziz Istanbul på Avenue Kwame Nkrumah koster 19 livet den 13. august, og antallet af terrordræbte gennem de seneste 2½ år nærmer sig 100. To af disse angreb har fundet sted i hovedstaden ( januar 2016 og i august 2017), og de har tilsammen kostet cirka 50 liv. Langt de fleste angreb er foretaget nær grænsen til Mali, især i Soum-provinsen. Burkina arbejder på at etablere en affektiv sikkerhedsstyrke i samarbejde med andre Sahel-lande.

2018:

I marts angriber otte terrorister den franske ambassade og hærens hovedkvarter i Ouagadougou – otte dræbte militærfolk og over 80 sårende. Gennem hele året tager de mindre angreb til i antal og styrke, sær i det nordlige Sahelområde. Et angreb i april på en landsby nær Aribinda fører til etniske sammenstød, som koster et stort antal peul’er livet. I kraft af deres kvægavler-traditioner er de på forhånd uglesete mange steder i det indre Vestafrika, fordi deres behov kolliderer med de mere bofaste landbrugere.
Efterhånden som der stort set ikke er flere hvide mennesker i det nordlige, udsætter også de lokale for kidnapning. Et stigende antal skoler og  kirkesamfund angribes. Situationen fører til flere og flere internt fordrevne. Flere angreb i det vestlige Burkina.

Den alternative Nobelpris gives til landmanden Yacouba Sawadogo for hans indsats med at plante træer ved sin landsby i det ørkentruede Sahel-område.

I maj etablerer landet diplomatiske forbindelser med Kina og bryder dermed med Taiwan.

2019:
Filmfestivalen FESPACO fejrer sit 50 års jubilæum.

På grund af usikkerheden i det nordlige er antallet af internt fordrevne fra under 100.000 til over 500.000

2020:
Ved præsidentvalget i november blev præsident Roch Kaboré genvalgt med over 50 % af stemmerne. Kandidaten fra den tidligere præsident Blaise Compaorés parti, CDP, fik som nummer to knap 16 % af stemmerne.  

2021:

Antallet af internt fordrevne kom over 1 million mennesker, og året bød på mange små og mellemstore terrorangreb, på trods af vedholdende rygter om fredsforhandlinger - på embedsmandsniveau - med en gren af Al-Qaeda. 
Selv om der utvivlsomt er tale om et stort mørketal, synes landet at være relativt mildt ramt af corona-smitten. Den 2. juni var det officielle antal døde 161. 

34 år efter mordet på Thomas Sankara er der udsigt til, at de anklagede kommer for retten.

2022:               

Terrorismen bliver ved med at stige i omfang og alvor. Fra 2015 er over 2.000 mennesker dræbt og over 1,5 millioner burkinere fordrevet fra deres hjemegn.
Den 24. januar blev landets ledelse overtaget ved et militærkup, og oberstløjtnant Paul-Henri Sandaogo Damiba har som ny præsident erklæret, at hans første prioritet er at forbedre sikkerhedssituationen. Desuden har han annonceret, at styret regner med at sidde i tre år indtil et valg.