Artikler

Artikler

Indtryk fra en rejse til Burkina Faso i december-januar 2019/2020 af Tine Breinholt

 

Klaus og jeg var inviteret til bryllup for datteren af et par venner, vi har kendt i mange år, og som vi sætter stor pris på. Så vi drog mod Burkina Faso onsdag morgen d. 25.12 meget tidligt og landede velbeholdne i Ouaga sent samme eftermiddag. Der startede to ugers ferie, hvor vi dels oplevede et overdådigt bryllup med alle de traditionsrige indslag, som sig hør og bør, og hvor vi havde tid og lejlighed til at møde mange af de mennesker, vi lærte at kende, da vi boede i Ouagadougou mellem 2012 og 2016. Rejsevejledningernes markering af orange og røde zoner betød, at vi gjorde afkald på besøg i Tiebele eller andre steder i landet, som vi ellers gerne ville have genbesøgt. Til gengæld fik vi desto mere tid til at bevæge os rundt i Ouaga og være sammen med folkene der.


Vi var blandt andet hos besøg hos Edouard, vores kok under opholdet i 2012-16, hvor han var os en uvurderlig støtte i dagligdagens travlhed og samtidig en herlig samtalepartner med løbende dissekering af den politiske situation i landet. Edouard og hans kone bor i en landsby lige udenfor Ouagadougou, som indenfor de kommende år nok bliver ligeså tæt omsluttet af byen som Kologh Naba i Saba er blevet det de seneste år. Naboer og familie havde meldt at de til den årlige nytårshilsen  havde tænkt sig at aflægge besøg hos Edouard, så han og konen havde gjort sig klar med masser af mad og drikke, og vi var også blevet inviteret. Hyggelig eftermiddag med både flaskeøl, dolo (lokal øl lavet på sorghum) og diverse mildere drikke, med en lind strøm af folk, som kom forbi for at hilse på  og med masser af snak i alle kroge.


Vi var også i Kologh Naba, hvor Zalissa endnu engang diskede op med en god frokost, og hvor Madi viste os rundt i de travle værksteder og solgte smukke varer fra butikken. De tænker intenst på, hvordan de mon kan trække flere besøgende til restauranten, og de spørger os til råds. Det er ikke let at give dem særligt konstruktive forslag, for mange ekspats er også blevet mere forsigtige og langt mindre udfarende. Men det burde være tiltrækkende at komme ud til det dejligt rolige sted så forholdsvist kort fra Ouaga centrum for at nyde en god frokost under hvælvingerne med den behagelige luftning.


En aften havde vi glæden af en intens snak over en veltilberedt middag hos Abdoulaye, tidligere medarbejder på den danske ambassade, nu hos EU Delegationen. Hans svoger er officer i hæren og gav os velvilligt indblik i hans forståelse af, hvad der foregår i de uro-prægede områder af landet. Der er ingen tvivl i denne officers sind over, at de islamistiske grupper er blandet godt og grundigt sammen med diverse kriminelle bander og netværk, som bruger de ukontrollerede områder som gennemløbsruter for smuglervarer mm. Han udtrykte endda, at nogle af de angreb man ser på landsbyer eventuelt kan ses som udtryk for de kriminelle gruppers ’rydning’ af områder, som ligger indenfor de korridorer, som smuglerne ønsker at anvende. På vort spørgsmål om, hvem det er, der tilslutter sig disse kriminelle og terroriserende grupper, svarede han, at det i høj grad er unge mænd fra alle lande i regionen, og fra alle etniske grupper og religiøse observanser, som er blevet tiltrukket af muligheden for at tjene penge på de lyssky aktiviteter, og som bliver indrulleret i grupper, der tilbyder dem gevinst, status eller andre goder. Når først de er inde i sådanne grupper, bliver det svært, ja næsten umuligt at trække sig ud derfra igen. Flygter de, bliver de forfulgt at gruppen, de forlader, og lykkes det at komme derfra risikerer de blot at blive opfattet som terrorist og angrebet af de sikkerhedsstyrker og befolkninger, de flygter til. Udfordringen er således først og fremmest at arbejde på, at de unge mænd ikke bliver tiltrukket af disse fristelser, men det er jo lettere sagt end gjort, når mulighederne for meningsfyldt beskæftigelse er så begrænsede for mange unge i dagens Burkina Faso, ligesom for de unge i resten af regionen og kontinentet.


En anden aften var vi til teater-danseforestilling på CDC la Termitière, et danseteater og -skole, som nu har eksisteret ca 10 år, og som har mange workshops med deltagelse af dansere fra regionen, Europa og fjernere egne. Forestillingen Indigeste (ufordøjet eller ufordøjelig),  er lavet af Paul Zoungrana og Marius Sawadogo og er tredje episode i en trilogi, de har skabt gennem de seneste par år. Denne forestilling handlede om to internt fordrevne, en kvinde og en mand, der ude midt i intet et mørk aften bogstaveligt løber ind i hinanden. Hun har forskanset sig i en stor seng på hjul med metalstænger i hænderne til forsvar mod eventuelle angribere, og han kommer løbende på flugt fra det ukendte ude i mørket. Det møde, som finder sted, deres kamp for at forsvare sig hver især og samtidige behov for at have nogen at støtte sig til og dele med, er smukt fremstillet i en blanding af dans, dialog og bagvedliggende monologer oplæst af usynlige stemmer. De to ender med at slå sig ned sammen netop der midt i det usikre intet, de pakker ud, laver et rum for sig selv og begynder at slå rødder. I slutningen af stykket bliver publikum inviteret op at stå i flok i den store seng, vi får hver et lille korn, som vi skal holde i hånden og varme, så det kan spire og skabe liv. Temaet for forestillingen er helt bevidst hentet fra den alt for aktuelle virkelighed i store dele af det nordlige og østlige Burkina Faso, og stykkets skabere ønsker at forestillingen kan drage rundt til netop lejre for internt fordrevne og andre steder, hvor emnet trænger sig på.


Den energi og beslutsomhed, der kom til udtryk gennem denne forestilling og de adskillige andre lignende kunstneriske indslag, som vi er vidne til i Burkina Faso netop nu, giver mig en tiltro til, at burkinerne vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at vise, at de ikke vil konflikten og opløsningen af deres land, men at de tværtimod vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at holde fast i og genskabe et liv i gensidig respekt og fredelig sameksistens mellem de mange forskellige befolkningsgrupper i landet.


Folk i Burkina Faso taler i denne tid med stor uro og bekymring om de mange angreb på helt uskyldige mennesker, om unge soldater/gendarmer/politifolk, der må lade livet under angreb på sikkerhedsposter rundt om i landet, og om de mange mennesker, som fordrives fra deres huse og jord og derfor ikke længere kan tage vare på deres egen families behov, men bliver afhængige af hjælpen fra slægtninge, samfundet og det globale hjælpeapparat. Alle kender nogen, som oplever krisen helt tæt på. Og samtidig er der et dagligliv, som fortsætter i Ouaga og i størstedelen af landet, hvor folk fortsætter med det arbejde og den beskæftigelse, som er deres, og hvor man glædes og laver jokes med hinanden, holder bryllup og begravelser. Livet fortsætter, også midt i krisen.


I Ouaga er der nu kommet sikkerhedscheck ved indgangen til mange restauranter, hoteller, større butikker, kulturarrangementer mm. Burkinerne føler sig bestemt ikke tilpas ved det, og nogle af vore burkinske venner mener, det holder folk tilbage fra at deltage i arrangementer og i at gå ud. Det tror jeg, de har ret i, men jeg håber og tror samtidig, burkinerne vil acceptere disse check som et forbigående vilkår, der IKKE skal forhindre dem i at fortsætte livet og deltagelsen i kultur og socialt liv.

Klaus tog efter to uger i Ouaga tilbage til arbejdet i Danmark, mens jeg blev hele resten af januar i Burkina for at udføre en konsulentopgave på et svensk finansieret projekt for bæredygtig, kunstvandet landbrugsproduktion ved små dæmninger rundt omkring i landet. Min opgave er at hjælpe projektet med at støtte kvinderne i de berørte områder til at deltage på lige vilkår med mændene i både produktion, forarbejdning og salg af deres afgrøder. Det er en god og spændende opgave, hvor jeg især har været rigtig glad for at arbejde sammen med en ung, visionær kvinde, som er ansvarlig for Landbrugsministeriets Enhed for Ligestilling (Cellule Genre), og som hverken er bange for at lære eller for at forsøge at flytte Ministeriets indgroede og nogengange stivnede vaner i retning mod inddragende og nytænkende tilgange, der åbner op for kvindernes fulde deltagelse i og udnyttelse af landbrugsproduktionen.


I forbindelse med denne opgave var jeg på besøg ved tre forskellige dæmninger, projektet arbejder med, i forskellige retninger op imod 130 km udenfor Ouagadougou. Alle disse besøg forløb helt uden problemer. Vi var istand til at gennemføre vores arbejde, folk var tilstede til at tale med os og til at deltage i de uge-lange træningskurser, som vi havde fået sat i gang.


I januar vedtog parlamentet en lov, der tillader etableringen af et frivilligt civilt sikkerhedsberedskab ude i de enkelte landsbyer og lokalsamfund. De frivillige skal ester et par ugers træning have våbentilladelse og påtage sig opgaven som forsvarer af lokalsamfundene i tilfælde af angreb og indtil de egentlige sikkerhedsstyrker når frem. Det lyder i mine ører på mange måder som en burkinsk udgave af det danske hjemmeværn, som i efterkrigstiden fungerede som folkelige tryghedsinstitution hos os. Der er dog stadig rigtig mange elementer, som skal gennemtænkes, inden dette beredskab vil kunne stables på benene i Burkina, og hvis man skal sikre sig at det ikke løber ud af hænderne på myndighederne og bliver til deciderede selvtægtsgrupper. De forskellige aspekter af denne ordning debatteres netop nu livligt i både medier, lokalsamfund og hos de statslige institutioner, og det bliver meget spændende at følge med i, om man kan finde en model, der kan virke efter hensigten. Under alle omstændigheder kan det ses som ét af mange initiativer, der bliver taget i Burkina i denne tid for at finde løsninger, der kan dæmme op for usikkerheden, utrygheden og voldeligheden, der har gjort sit alt for bastante indtog i store dele af landet.

 

 

 

 

Vores kok, Edouard, og hans kone i baggrunden inden gæsterne rykker ind på nytårsvisit.

En burkinsk humoristisk kunster El Mateo laver signatur-tegninger rundt omkring i byens gadebillede.

Madi i baggrunden af den smukke Kologh Naba skulptur skåret ud af en gren fra det store kailcédrattræ, der bringer skygge på gårdspladsen.

11. december 2019

Résumé af den burkinske ambassadørs tale ved flaghejsning i anledning af Burkina Faso’s nationaldag

 

Der var omkring 30 fremmødte. Foruden ambassadens personale med familier, var der både burkinere boende i Danmark og Sverige og deres familier, samt danskere med tilknytning til landet, herunder den store delegation fra Venskabsforeningen. Arrangementet startede med, at vi alle gik ud i haven og sang med på Burkina Faso’s nationalsang, mens flaget blev hejst. Ambassadøren kunne sangen udenad, mens vi andre måtte støtte os op ad de runddelte sangblade.


Tilbage inde i bygningen, startede Ambassadøren sin tale med at takke alle de fremmødte for at være kommet fra nær og fjern. Hun mindede os om anledningen for dagens arrangement, at Burkina Faso d. 11.december kunne fejre sin 59 års uafhængighedsdag. Her på ambassaden havde man valgt at lægge arrangementet på den efterfølgende lørdag for at så mange som muligt kunne deltage.

Ambassadøren fortalte, at dagen var blevet fejret på behørig vis i Burkina Faso et par dage forinden, hvor Præsident Roch Marc Kaboré havde holdt tale til nationen. Han havde talt om den meget svære situation landet lige nu befinder sig i på grund af de mange terroristiske angreb, der finder sted, og som gør, at landet nærmest er i en krigslignende tilstand. Derfor var det også svært at være rigtig glad, trods nationaldagen, som i den givne situation nærmere var en sorgens end en glædens dag . Præsidenten havde derpå fortalt om de tiltag, landet gør for at modgå terrorismen, både sikkerhedsmæssigt for at genskabe ro og tryghed, og civilt for at hjælpe alle de mange mennesker, som nu lever som internt fordrevne rundt omkring i landet. Og han havde appelleret til befolkningen om at bakke op om disse tiltag.


Ambassadøren fortsatte selv med at udtrykke samme bekymringer og sorg over landets nuværende situation. Hun uddybede præsidentens ord med at fortælle, at landets sociale myndigheder i øjeblikket gør en stor indsats for at kunne hjælpe de mange internt fordrevne. Hun nævnte, at man nu regner med at der er op imod en halv million internt fordrevne rundt omkring i forskellige dele af landet. Midlerne er dog beskedne, og man har brug for al den private og udenlandske støtte, man kan få. De burkinske myndigheder gør hvad de kan for at hjælpe med til at organisere og fordele den støtte, som bliver givet. Der bliver arbejdet tæt sammen mellem private hjælpeinitiativer og de lokale sociale myndigheder. Her benyttede ambassadøren lejligheden til at takke for den støtte, som også kommer fra Norden. Hun henviste direkte til en indsamling af materiel og penge til fordrevne i Burkina foretaget i Sverige af Assambus, den svenske pendant til Burkina-Danmark Venskabsforeningen. Den burkinske formand for denne forening var tilstede på ambassaden i dagens anledning. Ambassadøren understregede igen, at alle former for støtte er velkommen i den aktuelle kritiske situation.

I forhold til sikkerhedssituationen henviste ambassadøren til G5 Sahel, som er en sammenslutning af fem lande i Sahel-bæltet, der arbejder sammen om at skabe sikkerhed og fred i denne region. G5 Sahel samarbejder med de internationale styrker, som også bidrager til at genskabe sikkerheden. Ambassadøren forklarede, at de internationale styrker er helt afhængige af dette samarbejde med G5 Sahel og de nationale styrker for at kunne udføre deres arbejde ude i de berørte områder, idet det er de nationale styrker, som er i den direkte kontakt med lokalbefolkningen og fungerer som de yderste tropper for indsatsen. Hun nævnte også, at der nu er blevet lavet en lovramme omkring de lokale selvforsvarsgrupper, som findes i flere områder.


Tilsidst fortalte Ambassadøren, at man på ambassaden her i Danmark stadig modtager mange henvendelser fra folk med interesse i regionen og i Burkina Faso, til trods for den svære situation. Den specielle udsending for Sahel har været på besøg for at tale med ambassadøren. Og til trods for, at landet nu af udenlandske myndigheder betragtes som rød zone, er der stadig mange ansøgninger om visum til landet, både fra diplomater, erhvervsfolk og privatpersoner fra hele Norden. Det får Ambassadøren til at bevare optimismen og hun ser det som udtryk for, at landet ikke er glemt og forladt selv i denne svære situation. Ambassadøren sluttede af med igen at takke de fremmødte for at være kommet, og hun bød os på et måltid og hyggeligt samvær i dagens anledning.

25. oktober 2019

INTERVIEW MED DANMARKS NYE AMBASSADØR I OUAGADOUGOU

Nyhedsmediet Lefaso.net havde den 24. september et interview med den nye danske ambassadør i Ouagadougou, Steen Sonne Andersen. Vi bringer her et uddrag:


SSA: I medierne ser vi kun konflikter, humanitære kriser og så videre. Men jeg mener, vi ikke skal glemme de positive aspekter, især hvis vi tager en sammenligning af Burkina Faso før og nu. I de sidste 40 år har der været store fremskridt, skønt der er udfordringer i sikkerhedssituationen.….. For os er god regeringsførelse fortsat en prioritet, og vi arbejder med regeringen og civilsamfundet, som også er dynamisk. I Burkina Faso er civilsamfundet specielt og energisk. Hvilket er en god ting.


Lefaso.net: Tror du som økonom, at der er en forbindelse mellem regional fattigdom og jihadistgrupper?


SSA: Ja, uden tvivl. I en mere generel sammenhæng er det helt sikkert. Jeg forskede to - tre år i en multilateral organisation i konfliktårsager. De to er selvfølgelig forbundet. Ifølge Verdensmålene for en bæredygtig udvikling er de ekstreme fattigdomsområder, som er koncentreret i Afrika - i Sahel, især knyttet til skrøbeligheden i de lande, der er i konflikt.Der er en årsagsmæssig sammenhæng. Lande med konflikter udvikler fattigdom og vice versa.


Disse områder tiltrækker ikke investeringer og private virksomheder. Der er risici. Jeg taler hovedsageligt om det mere globale niveau, men også Sahel. Det er også mit mandat at sikre, at de ressourcer, der bruges i Burkina Faso af den danske ambassade, er nyttige og effektive.Vi har nu samarbejdsprogrammer på ca. 100 milliarder CFA-franc. Vi er i færd med at udvikle program-projektet for perioden 2021-2025 for at vise, at vi er her som en langsigtet partner. Dette vil muliggøre implementering og måder at nå det overordnede mål for konfliktforebyggelse. Dette er mit vigtigste mål.
Der er centrale områder at vælge imellem. For at være mere specifik har vi støttet vandsektoren i 40 år, regeringsførelse, landbrug, udvikling af den private sektor og økonomisk styring. I fremtiden vil vi fortsætte med at støtte vandsektoren. Men især under hensyntagen til, at denne investering ikke forbliver i Ouagadougou.Vi agter at samarbejde med flere partnere. Vi gør dette gennem CSO'er (civilsamfundsorganisationer), der er dynamiske. Vi vil arbejde med lokale CSO'er for at nå mange mennesker, ikke kun i byer, men på mange fjerntliggende steder. Vi har allerede arbejdet med CSO'er i fortiden, og jeg værdsætter deres dynamik.Vi tror på investering i udvikling og på sociale områder. I en undersøgelse, jeg deltog i, blev det sagt, at fattigdom kan have indflydelse på konflikter, og det samme kan miljøforringelse. Det handler om at skabe modstandskraft, det vil sige gennemgå lokal udvikling, beskytte miljøet og så videre…


Jeg lægger vægt på betydningen af at sikre de nationale institutioner, på den nationale samhørighed. Burkina Faso har været et fredens land gennem årtier. Der er stor modstandskraft i familierne og i lokalsamfundene. Man må komme ud over denne situation med usikkerhed, og man må gøre det sammen. Jeg glæder mig over udsigten til at skulle arbejde i Burkina Faso igen i fire år og til at kunne se positive udviklingstendenser inden for sikkerhed, fred osv. Jeg holder meget af Burkina Faso og er lykkelig over at være her. Der er godt humør her.

Interview gennemført af Edouard Kamboissoa Samboé. Oversættelse og redaktion: Thyge Christensen.

Valget i Burkina Faso

af Thyge Christensen

December 2015


Overgangsstyret – med den midlertidige præsident Kafando og premierminister Zida i spidsen - har løst sin primære opgave: At organisere og gennemføre det præsidentvalg, der for alvor markerer, at Burkina Faso har lagt Blaise Compaoré-epoken bag sig. En stærk kombination af politikere, af bred folkelig mobilisering og af et velorganiseret civilsamfund (ikke mindst Le Balai Citoyen) forhindrede først i 2014 den ændring af forfatningen, der ville have udvidet 27 års styre til en position som livstidspræsident. I september i år forhindrede de samme kræfter hans støtter i den nu opløste præsidentgarde i at overtage magten og indføre et upopulært militærregime – og den har nu gennemført det mest fair valg i landets historie. Som før nævnt her i bladet, indebar det charter, der efter Compaoré’s flugt definerede den politiske overgangsledelse af landet, at den midlertidige ledelses medlemmer ikke kunne stille op til valget den 29. november - hverken til præsidentposten eller til Nationalforsamlingen. De kan nu trække sig tilbage – Kafando til sin tilværelse som pensionist og Zida retur til militæret som nyudnævnt general.

Ny lovgivning mod korruption


Men det er værd at bemærke, at overgangsstyret har præsteret mere end det. Det efterlader landet med forbedrede værktøjer til at bekæmpe korruption. En af de første love, der blev vedtaget af den midlertidige nationalforsamling (det nationale overgangsråd) handler om korruptionsbekæmpelse, og de organer, der er ansvarlige for at opspore korrupte personer, er blevet styrket. Dette er en revolutionerende lov, erklærer FN, som understreger, at Burkina har taget højde for alle de henstillinger, som FN anbefaler i kampen mod korruption.Burkina Faso er ikke er specielt korrupt, i forhold til de lande det normalt sammenlignes med. Alligevel har den folkelige vrede over, at samfundets top og systemets mænd har beriget sig illegitimt, mens almindelige mennesker kæmper for at få blot en lille andel i den økonomiske vækst, været drivkraften i flere af de seneste fem års dramatiske begivenheder – fra menige soldaters oprør og voldsomme folkelige demonstrationer mod dyrtid og magtmisbrug i 2011 til de seneste 14 måneders samfundsmæssige drama.


VALGT I FØRSTE RUNDE

Allerede dagen efter valget kunne den burkinske valgkommission erklære Roch Marc Christian Kaboré som vinder med godt 53% af de afgivne stemmer. En fredelig valgkamp er gennemført med et resultat, som ingen betvivler. Venskabsforeningen udgiver allerede i næste uge et nummer af Burkina Kontakt med flere kommentarer.





Burkina Faso nu

af Thyge Kristensen

April 2015


At opdatere det politiske liv og andre væsentlige forhold i Burkina lige nu, er en ganske kompleks opgave – uanset om man vælger at være grundig eller være kort. Normalt ville det, at der for første gang er foretaget en kidnapning af en vesterlænding på burkinsk jord, have høj prioritet. Det drejer sig om en rumæner, ansat ved mangan-minen Tambao cirka 50 km. nordøst for Gorom-Gorom, der den 4. april blev bortført af fem bevæbnede mænd, som umiddelbart efter flygtede i en Land Cruiser i retning mod den nigerske grænse. Regeringen har nedsat en krisegruppe. Mens dette skrives, er der hverken nyt om den kidnappede (som en enkelt kilde mener, har fransk pas) eller de skyldige.

Selv om denne terroraktion er dårligt nyt, især for befolkningen i det nordlige Burkina, så har det måske større indflydelse på det politiske liv i landet, at der i ugen efter blev arresteret otte personer, overvejende tidligere ministre og borgmestre fra Compaorés tid. De er anklaget for underslæb og økonomisk magtmisbrug.


Men allermest diskuteres den ændring af den burkinske valglov, som i de samme dage blev vedtaget. Det hedder heri, at ”Alle, der har støttet en forfatningsstridig ændring, der underminerer principperne for demokratisk forandring, herunder princippet om begrænsning i antallet af præsident-valgperioder, som førte til en opstand eller anden form for oprør, er ikke valgbare.” Underforstået: til præsidentvalgets første runde og parlamentsvalget, der begge afholdes d. 11. oktober – og derefter til kommunalvalget.


Dermed synes kandidater, der støtter det tidligere flertal bag Compaoré, at være udelukket, og hans parti, CDP, har som reaktion trukket sin deltagelse i overgangsstyrets organer tilbage. Alligevel fastholder Djibril Bassolé (NAFA), at han er kandidat. Han er tidligere udenrigsminister og betragtes som CDP’s mand i valgkampen, selv om han erklærer, at han ikke er i kontakt med den tidligere præsident. Dermed er konflikten mellem præsidentgarden og det politiske system kommet lidt i baggrunden i debatten, selv om det for en udenforstående mere ser ud til, at der er ”våbenhvile” end en egentlig løsning på dramaet, som har været omtalt i Burkina Kontakt (læs det her).


I en nyligt gennemført opinionsundersøgelse stilles spørgsmålet: Hvilken kandidat vil De stemme på til det kommende præsidentvalg?  Ca. 27 % svarer Roch Marc Christian Kaboré (fra den gruppe, der efter årtiers samarbejde med Compaoré gik i opposition, nu leder af MPP), ca. 22 % Zéphirin Diabré (UPC) og godt 4 % Djibril Bassolé . Sankaristen Bénéwendé Stanislas Sankara opnår i undersøgelsen godt 3 %. Næsten hver tredje vælger har ikke bestemt sig.


Den samme undersøgelse (fra før de seneste begivenheder) når frem til, at godt 82 % af de adspurgte er tilfredse med præsidenten Michel Kafandos ledelse af overgangsstyret, knap 18 % utilfredse.